Baixa - centrum i Lissabon

Baixa er handelscentrum i Lissabon. Nyd den smukke bydel med imponerende pladser, nyklassicistiske bygninger og masser af restauranter, caféer og shopping-muligheder.

Restaurant Varanda de Lisboa

Få minutters gang fra Rossio-pladsen ligger Hotel Mondial og oppe på 8. etage finder du Restaurant Varanda de Lisboa.

Her serveres et stort udbud af veltillavede portugisiske og internationale retter, og ud fra det velassorterede vinkort kan du altid finde den rette vin til maden.

Det bedste af det hele er dog udsigten. Fra restaurantens panoramavinduer er der et fuldstændig fabelagtigt vue ud over Lissabon. Du kan se alt fra det oplyste Castelo de Sao Jorge over de røde tegltage i Baixa til floden og 25.april-broen. Restauranten er populær og absolut et besøg værd – det er en god idé at reservere bord på forhånd.

Adresse:
Hotel Mondial
Praça Martim Moniz 2
1100-341 Lissabon
Hotel Mondial

Restaurant Gambrinus Lissabon

Restaurant Gambrinus Lissabon

Som så mange andre restauranter, barer og caféer i Lisssabon er også restaurant Gambrinus nem at overse. Det beskedne indgangsparti er ikke noget, der springer i øjnene, så du skal kende adressen - restauranten ligger i nærheden af Rossio-banegården på en lille plads bag Nationalteatret.

Indretningen er macho med læderstole og borde på det smukke hvide kakkelgulv under et rustikt bjælkeloft. Betjeningen er høflig og en lille ting som at få sit portvinsglas varmet op inden de ædle dråber hældes i, er en naturlig ting.

Skaldyrsbisque og fisk
Gambrinus har et stort varieret menukort med mange specialiteter. Supperne, især skaldyrsbisquen er fabelagtige, kylling piri-piri er stærk og uovertruffen og deres deserter udsøgt kunstfærdige.

Hovedattraktionen er ubetinget restaurantens retter med fisk og skaldyr – på Gambrinus får man noget af det bedste indenfor den genre i Lissabon.

Kaffe og cognac
Kaffe og en god gammel cognac eller en lokal aguardente (portugisisk brandy – direkte oversat betyder aguardente ”brændende vand” eller ”ildvand”) er den perfekte måde at slutte en overdådig middag af med.

Adresse:
Restaurant Gambrinus
Rua das Portas de Santo Antão 23.
Santa Justa
Baixa
Lissabon
Restaurant Gambrius

São Domingos-kirken

I udkanten af Rossio-pladsen ved siden af nationalteatret i Baixa finder du São Domingos-kirken med den fine hvide facade. Dens skæbne har været hård og nogen vil mene, at der hviler en forbandelse over São Domingos-kirken i Lissabon, mens andre vil påstå, at den er velsignet af de højere magter.

Et faktum er, at São Domingos-kirken har overlevet både jordskælv og brand.
Den blev opført i 1755 efter det store jordskælv, på det sted hvor São Domingos-klostret tidligere lå. I 1950 blev kirken delvis ødelagt af brand og blev derefter restaureret. Du vil dog stadig i dag i Lissabon kunne se flammernes hærgen på bjælkerne og mærke lugten af røg i luften.

Det flotte indgangsparti stammer fra det oprindelige kloster og kan dateres tilbage til 1300-tallet. Læg også mærke til alteret med de røde marmorsøjler, der bære skulpturen af den hellige Treenighed. I sakristiet lå i mange år den afdøde Kong Alfonso III indtil hans sarkofag blev flyttet til Alcobaca.

São Domingos-kirken i Lissabon er populær blandt mange af byens afrikanske arbejdere og har blandt turister fået ry for at være en af Lissabons mange kuriositeter.

MUDE – Lissabons svar på New Yorks MoMA

MUDE Museum Lissabon
Design og mode er kodeordene for Lissabon museet, MUDE, der slog dørene op for publikum i 2010.

I det tidligere hovedsæde for Banco Nacional Ultramarino i Baixa-kvarteret vises der i de 3.000 m2 store udstillingslokaler design og mode, der i 2002 blev købt af samleren Francisco Capelo.

MUDE adresse:

Rua Auguste 24
MUDE

Praça do Comércio - majestætisk velkomst

Den store plads Praça do Comércio

Helt nede ved Baixa's havnefront ligger den store, åbne plads, Praça do Comércio, der er indgangen til Baixa, og et godt sted at starte din ferie i Lissabon - det er nemlig her Lissabons turistkontor har indrettet et velkomstcenter.

Praça do Comércio var også det sted, prominente gæster blev budt velkomne, når de ankom til Lissabon fra søsiden, og skulle besøge det kongelige palads, der omkranser pladsen. Praça do Comércio er stadig et imponerende syn.

Strøgtur i Baixa

Arco da Rua Augusta i Lissabon

I Praça do Comércio's nordlige ende, finder du Baixas smukke triumfbue, Arco da Rua Augusta. Herigennem træder du ud på gågaden Rua Augusta, der er Lissabons mest elegante indkøbsgade. Det er her du finder de eksklusive butikker og gode shopping-muligheder. På Rua Augustas smukke mosaikbelægning underholder gademusikanter og gøglere dig, mens du nyder din frokost på en af de mange fortovscaféer. Rua Augusta er et lækkert sted, også selvom du ikke skal shoppe, men bare trænger til en slentretur med indlagt underholdning.

Nyd kage og kaffe på Rossio

Portugisernes favorit-kage Pastéis de Nata

I den nordlige ende af Baixa støder Rua Augusta ud i endnu en af Baixa's imponerende pladser - Rossio. Det korrekte navn for pladsen er Praça de Dom Pedro IV, men den omtales sjældent som andet end Rossio. Pladsen har i sin 600-årige historie lagt belægning til revolter, tyrefægtninger, festivaler og parader, men i dag anvendes den hovedsageligt til fredelige og festlige formål. I den nordlige ende af pladsen ligger Baixa's smukke teater, Teatro Nacional Dona Maria II. Til hverdag er Rossio et socialt samlingspunkt, og især eftertragtet af kaffe-/kageelskere, da der omkring den brolagte plads ligger mange hyggelige konditorier og caféer. Husk at smage Portugisernes favorit-kage Pastéis de Nata, der kan sammenlignes med de danske Linser.

En særlig elevator i Baixa

Elevador de Santa Justa

Når du går rundt i Lissabon, vil du hurtigt opdage, at byen er bygget på bakker og høje, hvilket giver mærkbare højdeforskelle med en vis portion anstrengelser som følge. Det har man naturligvis gjort noget ved i Lissabon - også i Baixa. I Rua de Santa Justa kan du få hjælp til opstigning af Elevador de Santa Justa. Det smukke jerntårn indeholder to elevatorvogne, der hver kan rumme ca. 20 personer, og transportere dem de ca. 32 meter fra Baixa op til en gangbro, der fører dig til Largo do Carmo i Bairo Alto. Fra caféen øverst i Santa Justa er der en pragtfuld udsigt over Baixa.

Botanisk have - Jardim Botânico i Baixa

Trænger du til et pusterum, kan du i Baixa besøge Lissabons botaniske have, Jardim Botânico. Den hører under Lissabons universitet og er Europas ældste botaniske have. Jardim Botânico en smuk have, der er entréen værd at slentre i. Du finder her både smukt anlagte haver, skyggefulde alléer, palmer, fontæner og ikke mindst bænke, hvor du kan hvile benene omgivet af ro og skønhed.

Avenida da Liberade

Baixa's lange boulevard, Avenida da Liberade, i det nordligste Baixa. Fra pladsen Praça dos Restauradores, strækker Avenida da Liberade sig 1,5 km mod nord og lokker med masser af forretninger og caféer på begge sider af den 90 m brede boulevard med både palmer og fontæner. Der er indført bilfrie søndage i sensommeren, hvor Avenida da Liberade virkelig får lov til at sprudle af ægte byliv i Baixa.

Abonnér på feed Abonnér på feed Bookmark and Share