Den første dag i Lissabon kan du slentre ad den fine boulevard, Avenida da Liberdade og gennem gågaderne ned til den store smukke plads, Terreiro do Paço ved Tejo-flodens bred.
Hop op i sporvogn nr. 15 til Belem. Her besøger du først det flotte Jeronimus-kloster, og dernæst kan du tage en lille pause i konditoriet, Pasteis de Belem. Her frister stedets berømte kager i selskab med en god kop kaffe. Slap af her og nyd stemningen i Lissabon.Skrå over den trafikerede gade til Henrik Søfareren-monumentet og gå dernæst langs flodbredden til Belem-tårnet. I dette område af Lssabon er der flere museer, der måske kan friste, fx Karetmuseet og det maritime museum.
Spis frokost på en af de mange hyggelige lokale restauranter i Rua Vieira Portuense, der ligger ud mod parken mellem klostret og Belem Palace. Kør tilbage til centrum af Lissabon og gå op i Chiado-kvarteret til São Roque-kirken med det pragtfulde kapel i barok stil. Herfra fortsætter du til parken, Miradouro de São Pedro de Alcântara, hvorfra du kan nyde den fantastiske udsigt over Lissabon.
På den anden side af gaden lokker portvinsinstituttet, Solar do Vinho do Porto, måske til et besøg med smagsprøver.Lige ved siden af parken kan du tage Gloria-elevatoren den stejle vej ned ad bjerget. Den har gjort turen siden 1885.
Et godt bud på et sted til din aftensmad kunne være en af de mange restauranter i Bairro Altos små snørklede gader. Så er der ikke langt til en bar, hvor din første aften i Lissabon kan sluttes af med en drink.